Tinnitus Og Høreapparater

ImageGen.jpg

AUDIOLOGER ELLER HØRESPECIALISTER ordinerer ofte høreapparater til personer, som har nedsat hørelse sammen med tinnitus. Høreapparater kan afhjælpe tinnitus, hvis den skyldes nedsat hørelse.

Tinnitus og nedsat hørelse

Tinnitus er ofte en følgevirkning af nedsat hørelse – selvom mange med normal hørelse også oplever tinnitus. Nedsat hørelse sker ofte gradvist og ubemærket, og mange bliver overraskede, når de får at vide, at de har nedsat hørelse. Det er helt normalt, at man tror, at det er tinnitussen, der giver høreproblemer og ikke den nedsatte hørelse i sig selv.

Tinnitus og høreapparater

For mange er tinnitus relateret til manglen på lydstimulering, f.eks. nedsat hørelse. Høreapparater tilpasses så du kommer til at høre optimalt, hvilket i mange tilfælde vil reducere tinnitussen. Høreapparater bør bruges i alle ens vågne timer for at have den fulde effekt.

Nogle undersøgelser viser, at daglig brug af høreapparater hjælper personer med tinnitus og øger den generelle livskvalitet. Bilaterale høreapparater (et på hvert øre) er mere effektivt end blot at bruge et høreapparat på et øre. Med digitaliseringen af høreapparater, er det blevet nemmere at tilpasse høreapparater mere præcist, og dermed også mere effektivt.

Open-fit høreapparater

I modsætning til støbte ørepropper til høreapparater, har openfit høreapparater en tynd slange eller højttaler placeret i øregangen. Dette gør en forstærkning af lyd mulig uden at blokere for udefrakommende lyde eller lukke øret helt til. Hvis øret er blokeret, opstår der resonans når man taler eller tygger, og det kan føles som om man har hovedet i en osteklokke.

Selvom man måske føler det er naturligt, at man mister sin hørelse med alderen, er det meget vigtigt at man får behandlet sin hørenedsættelse. Der er en lang række komplikationer – udover tinnitus – hvis man ikke får behandling for sin nedsatte hørelse, f.eks. øget risiko for at udvikle demens.

Maskeringsapparater

Nogle høreapparatproducenter har udviklet høreapparater som også kan afspille lyd. Så udover at forstærke lyd, afspilles der lave lyde som kan hjælpe med at vænne dig til din tinnitus. Dette område er stadig videnskabeligt relativt uudforsket, men mange føler de har stor gavn af maskeringsapparater.

Sådan får du høreapparater

Først skal du kontakte en ørelæge. Du behøver ingen henvisning fra egen læge. Ørelægen vil foretage en høreprøve og spørge til din egen oplevelse af din hørelse. Hvis du har nedsat hørelse, vil ørelægen orientere om muligheden for at få høreapparater henholdsvis via det offentlige og det private system. Når du skal have høreapparater, skal du tage stilling til, om du vil henvises til en offentlig eller privat høreklinik.

Udfordringer med høreapparater

Mange høreapparater er modtagelige overfor voks og fugt, og kræver lidt vedligeholdelse for at fungere optimalt. Det er også vigtigt, at det er tilpasset optimalt. Hvis det forstærker for meget eller for lidt, kan det have en negativ indflydelse på din tinnitus.

Det tager som regel et par uger at vænne dig til høreapparater og den nye lyd. Men når den første tilvænning er ovre, vil høreapparaterne hjælpe dig med at høre optimalt. Mange personer føler, at deres tinnitus reduceres, når de har vænnet sig til at kunne høre alle de små lyde fra omgivelserne igen.

Som altid råder HørNu dig til at få en årlig høretest, når man bruger høreapparater, således at de kan tilpasses bedst muligt.

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret med *. Sikkerhedsspørgsmålet er: Hvad er 1+1

scroll to top